Anders Matthesen: ”Jeg bliver hele tiden klogere på, hvem jeg er”

Indtil for få år siden havde Anders Matthesen en meget klar opfattelse af, hvordan hans liv var og skulle være. Han ville ikke have børn, ville ikke bo sammen med nogen, og “ville bare lave comedy ind til han ligesom døde af det.”

Og det var ikke bare en fiks idé. For sådan har han mere eller mindre levet de sidste femten år- og han har nydt det. Det har imidlertid ændret sig.

“Mit liv ændrede sig fra den ene dag til den anden. Og det viser sig, at man godt kan have én livret i dag, og så ændrer den sig i morgen. Men hvis man begynder at regne langt ud i fremtiden og planlægger sit liv efter, at man skal være en 80-årig komiker, der sidder og laver jokes om natten, så kan det godt være, at man ikke ser nogle af de åbninger, der måske er for én”, siger han.

På Cafe Sokkelund på Frederiksberg fortæller komikeren om, hvordan han har udviklet sig gennem sin karriere. De seneste par år har han gennemgået et væld af personlige udfordringer og store omvæltninger, blandt andet det at blive far, som har fået ham til at se anderledes på livet.

Forny dit syn på dig selv
“Jeg tror man gør sig selv en rigtig stor tjeneste ved en gang imellem at se på, om man faktisk begrænser sig selv ved den måde, man ligesom bare har vedtaget, at man er på.”

Sådan lyder det fra Anders Matthesen, når han fortæller om temaet for sit nye show, hvor omdrejningspunktet er spørgsmålet; “hvem er jeg egentlig?” Hans tese er, at spejlbilledet ligesom cellerne i kroppen hele tiden fornyer sig.

“Mange af de temaer, jeg struckler med i mit liv for tiden, peger meget i retning af at kigge på, hvem man er. Hvis man bliver præsenteret for det samme problem, og hvis mennesker kommer med de samme udfordringer til én, kan man vælge at sige, at verden er ret latterlig for tiden, eller spørge sig selv om man er blevet en gammel bitter nar. Men man kunne også vælge at overveje, om det er ens egen virkelighed, der trænger til at blive fornyet.”

Anders Matthesen har hele tiden udviklet sig, og hans fokus i comedy’en har ændret sig fra at være selvcentreret til nu at være mere ydmyg.

“Jeg startede for mit eget egos skyld, men det ændrede sig efterhånden, og nu har jeg fået en position, hvor jeg ikke er så sulten efter det længere. Nu har jeg fået mættet mit ego og har på nogle punkter fået større ydmyghed af at være i det her game”, siger han.

Author Chris Chasteen

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *